Livsglædecentret

Sanne Mikaela Bazlamit
Brøndvejen 5, Salløvby
4621 Gadstrup (8 km syd for Roskilde)

Tel.  40 95 88 75
info@livsglaedecentret.dk

Instruktør i glæde


Interview med SMV fra Morgenavisen Jyllands-Posten 16. juni 2010


Susanne Veierbæk har overvundet kriserne i sin fortid og koncentrerer nu sit liv og sit arbejde om én drøm: glæden ved livet.

Efter mange års smertefuld tilværelse er tantramassør og terapeut Susanne Veierbæk klar til at hjælpe alle til mere lykke og en bedre seksualitet.

VATTÆPPET
Lad det blomstrede
vattæppe flyve og
drømmene vokse.
Sommeren igennem
inviterer journalist
Jakob Rubin en række
sjove, interessante,
kendte som ukendte
danskere ned at ligge
på vattæppet, hvor
man kan snakke om alting.


JAKOB RUBIN
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Susanne Veierbæk ligger på vattæppet og tænker tilbage på dengang, hun som ung oplevede tilværelsen give hende de første knæk.
Allerede som stor pige ønskede hun at tage sit liv. Selvmordstanker rumsterede i hende, fra hun var 13 år, til hun blev 28. Faderen drak, moderen var psykisk syg, og Susanne Veierbæk skulle redde dem begge - og huset og lillebroderen og sig selv.
Intet af det lykkedes. Især det sidste var rigtig svært.
Selv om hun knoklede og var dygtig, holdt hun ikke af sig selv. Hun troede ikke, hun duede til noget. Opfattede sin krop som afskyelig.
I stedet for at vende sig indad spejdede og søgte hun til alle sider efter svar. Resultatet var usikkerhed og mere søgning. Indtil en bestemt dag.

»Jeg havde lånt en serie på video om tantramassage. Dem så jeg så mange gange, at de til sidst var tyndslidte. Jeg var dybt fascineret. I det øjeblik blev der tændt et håb i mig,« siger hun.

Fornyet styrke

Kort efter blev hendes forældre skilt. Susanne Veierbæk var da 28 år og kommet så langt i sit projekt, at selvmordstankerne var afløst af en sej drift efter at ville komme sig. Hun besluttede sig til at tro på, at der fandtes et godt liv på Jorden også til hende. Efter et besøg hos en clairvoyant blev Susanne Veierbæk overbevist om, at alle mennesker genfødes. Vi reinkarnrer. Den tro aflivede endegyldigt selvmordstankerne. For hun vidste så, at tog hun sit eget liv, ville hun komme tilbage til et værre. Som at blive født af forældre, der var narkomaner og den slags.

»Jeg fik en ny styrke og følte mig efterhånden sikker på, at der fandtes noget bedre end lidelse og smerte. Jeg satte ud på en lang rejse efter det. Jeg insisterede på at få det godt,« siger hun.

»Så jeg råber op til universets højere magter,
at nu kan de godt rubbe neglene.
Hvis universet vil have,
at jeg skal være tantramassør,
så skal der åbnes nogle døre.«


Mens Susanne Veierbæk fortæller, genspejler fortidens trængsler og sorger sig i hendes øjne. Men ansigtet er mildt, og stemmen rolig. I dag er hun nået frem. For at komme til glædens port måtte hun helt ind i midten af sig selv og hente alt det gamle -generationers ophobede vrangforestillinger, fejl og fortrængninger - frem i lyset.

Jagten på lykke


Hele tiden uddanner hun sig. Febrilsk og rastløst sætter hun en jagt ind efter viden, der går over alskens typer selverkendelse. Langsomt toner bevidstheden om lykke frem. Den materialiserer sig i hendes liv. Og det gør stadig rigtig ondt.

»Efter 17 års ægteskab bliver jeg alenemor i 2002. Jeg er arbejdsløs og har svært ved at finde energi til at fungere. Hver eneste morgen, efter at drengene er sendt i skole, går jeg en tur på en eller to timer for at bearbejde min smerte og samle energi til resten af dagen. Det virker. Jeg begynder at blive stærkere. Jeg indser, at jeg er klar til at virkeliggøre min store drøm om at udbrede glæde. Hjælpe andre mennesker til at opleve lykke.

På det tidspunkt er Susanne Veierbæk uddannet som socialpædagog, socialmotorikinstruktør, teaterterapeut, psykospirituel vejleder, storyteller og tantramassør og -terapeut. Hun begynder på endnu en uddannelse - som sexolog - og bliver færdig et år senere.

»Det går op for mig, at jeg altid har haft et problem med min seksualitet. Jeg kan ikke røre ved mig selv og har aldrig kunnet finde ud af at onanere og få orgasme. Jeg var ikke længere bange for at udforske min krop, og nu tager jeg det sidste skridt,« fortæller hun.

Livsglædecenter

24 år er gået, siden Susanne Veierbæk sled på videobånd om tantrasex og tantramassage. Ringen sluttes noget overraskende, da hun som kontrollør ved verdensmesterskabet i onani i Danmark overskrider sin egen grænse ved for første gang at opleve kvinder onanere til den store guldmedalje.

»Fra da af, men først fra da af, vidste jeg og turde jeg for alvor tro på, at jeg er helt normal. Det lyder mærkeligt, men sådan havde jeg det.«

Hun var da 44 år. Af en tantramassør indvies hun i tantraens verdens af velvære. Hun opdager, at hun har talent for det. Det står klart, at hendes drøm er gået tredobbelt i opfyldelse. Hun skal være tantramassør og -terapeut. Hun har fundet lykken. Og hun vil give glæden videre.

»Det var forudbestemt. Så jeg råber op til universets højere magter, at nu kan de godt rubbe neglene. Hvis universet vil have, at jeg skal være tantramassør, så skal der åbnes nogle døre,« fortæller hun med den tryghed og sikkerhed, der kommer af at kunne mærke i sit hjerte, at noget bare er rigtigt.

Susanne Veierbæk har rejst sig, hvor hun faldt. I forældrenes gamle hus i Salløv ved Roskilde har hun nu indrettet faderens tømrerværksted til terapi- og uddannelsescenter. Hun har fået en helt fantastisk kæreste og slået sig ned som selvstændig. På den hvide gavl står malet med store røde bogstaver "Livsglædecentret".

»Så når du spørger mig, hvad min drøm er, så er det denne: Jeg vil lave det, der giver mig passion. Jeg vil skabe glæde og fred. Kærlighed er min drivkraft. Kærligheden kan rumme alt, også smerte. Jeg vil hjælpe folk til at mærke deres hjerte rigtigt. Hjælpe dem med at få plads til at være sig selv. Hjælpe dem til en tæt forbindelse mellem deres seksualitet og deres spiritualitet.«

Tantramassage

Tantra er en livsfilosofi med rod i hinduismen. Tantramassage er en helkropsmassage, der ikke handler om at få orgasme. Alle dele af kroppen inklusive kønsdelene masseres.

Massageformen bruges til afslapning og terapi. Til at mærke og lære sig selv bedre at kende. Til at møde sig selv og andre på et ekstradybt plan. Til at behandle impotens og lignende med.

Tantramassage er udviklet i Østen for år siden. Massagen har til hensigt at løsne og frigøre "erotisk energi", som betragtes som menneskets egentlige livsenergi. Tantramassage benyttes også som en metode til at opnå store og længerevarende orgasmer for både manden og kvinden.

Kilde: Livsglædecentret og Helse
Livsglædecentret
v/Sanne Mikaela Bazlamit
Brøndvejen 5
4621 Gadstrup, Roskilde

Tlf.: +45 40 95 88 75
E-mail: info@livsglaedecentret.dk
SE Nr: 28249837
youtube icon

Læs artikler på blog

Læs artikler på blog
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.