Nogle gange græder vi, men føler os stadig tomme bagefter. I familieopstilling kan vi finde ud af hvorfor – og lade sorgen lande et sted, hvor den hører til.
Der er tidspunkter, hvor tårerne løber, men hvor man bagefter sidder tilbage med en mærkelig tomhed. Gråden kom, måske endda med stor kraft – og alligevel føltes den hul. Som om kroppen ved, at noget er galt, men sindet ikke er i kontakt med det, der virkelig gør ondt.
Vi kan græde over det, vi tror er problemet. Over en samtale, der gik skævt. En gammel konflikt. En sætning, der stak. Men nogen gange dækker disse ting blot over noget dybere – noget vi ikke har turdet eller kunnet tage i øjnene. Tårerne får frit løb, men rammer aldrig kernen.
Det kan være uforløst sorg. En gammel ensomhed. En længsel, vi har båret så længe, at vi ikke længere mærker den direkte. Eller måske en grundfølelse af ikke at være mødt – hverken af os selv eller af andre.
I en travl, overfladisk verden kan selv gråd blive en måde at dulme på. En slags følelsesmæssig ventil, der lader trykket sive lidt ud, uden at vi for alvor mærker efter. Vi græder, men vi føler os ikke lettede. Vi mærker måske lindring i et øjeblik – men ikke forløsning.
Sexolog
Parterapeut
Tantrabehandler
Uddannelsesleder
Den dybe gråd – den, der kommer, når vi virkelig tør stå i vores egen sårbarhed – er noget andet. Den rører ved essensen. Den har ikke nødvendigvis ord, men den har rod. Den gråd kommer, når vi tør vende os mod det, der gør allermest ondt, og bare være der.
Det kræver mod. Det kræver stilhed. Og det kræver, at vi stopper med at løbe fra os selv.
Jeg tænker på en kvinde, jeg mødte i en familieopstilling. Hun kom med et diffust tema: “Jeg føler mig tung og trist, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg græder tit – uden at føle mig lettet.”
Hun satte en repræsentant for sig selv op. Og en for sin mor. Der blev stille i rummet. Repræsentanten for kvinden stod med bøjet hoved og uro i kroppen. Mor-repræsentanten kiggede væk – helt væk – ud i et fjernt punkt, som om noget andet trak.
Efter et stykke tid sagde kvindens repræsentant stille: “Jeg føler, jeg står i noget, der ikke er mit.” Kort efter begyndte hun at græde – lydløst, men voldsomt. Det var en anden slags gråd. Den kom nedefra. Ikke dramatisk. Bare sand.
Langsomt foldede det sig ud. Morens historie. Et barn, hun havde mistet, som aldrig blev nævnt. En sorg, der blev pakket væk, men aldrig forløst. Datteren – kvinden i opstillingen – havde båret sorgen med sig hele livet. Uden ord. Uden at vide det. Som en understrøm af vemod.
Da opstillingen nærmede sig sin afslutning, stod mor-repræsentanten pludselig tættere på. Hun så på datteren og sagde: “Det her er mit. Du må give det tilbage.” Og kvindens repræsentant sagde – næsten hviskende – “Jeg giver det tilbage til dig. Med kærlighed.”
Gråden stoppede ikke med det samme. Men den ændrede karakter. Den blev mildere. Mættet. Som regn, der falder i tør jord.
Da kvinden åbnede øjnene igen, så hun forandret ud. Træt, ja. Men mere hjemme. Hun sagde: “𝐃𝐞𝐭 𝐟ø𝐥𝐞𝐬 𝐬𝐨𝐦 𝐨𝐦 𝐦𝐢𝐧𝐞 tårer 𝐞𝐧𝐝𝐞𝐥𝐢𝐠 𝐡𝐚𝐫 𝐟𝐮𝐧𝐝𝐞𝐭 𝐞𝐭 𝐬𝐭𝐞𝐝 𝐚𝐭 𝐥𝐚𝐧𝐝𝐞.”
Vi er alle forbundne – også du og jer.
Sanne Mikaela
⇒ Læs mere om familieopstillingsforløb i Livsglædecentret her
Tilmelding til hold, der starter 3. september 2025
Der er plads til 12 mænd og kvinder. Forvent dybe indsigter
⇒ Tilmeld dig her Tilmelding 500 kr. Hele forløbet koster 4500 kr. Der kan laves afdragsbetaling.
© 1996-2025 Livsglædecentret
